lørdag den 28. december 2013

Juleindkøb

Brugte et par af dagene omkring jul til at kigge lidt rundt i forskellige genbrugsbutikker og havde lidt held med mig.

En Playstation 1 mini med 1 controller samt 4 spil. Moto Racer 2 (desværre uden case), Syphonfilter 3 (aldrig hørt om det før), TOCA 2 og Hidden & Dangerous. Har aldrig spillet nogen af dem, så bliver sjovt at prøve dem.

Derudover fandt jeg også 4 ældre PC spil: Hugo - den sorte diamantfeber, ToyStory 2, Command & Conquer - Red Alert og så et af mine absolut yndlingsspil, efterfølgeren til Maniac Manison - Day of the Tentacle. Må siges at være et rigtig lækkert fund.

Alt i alt er jeg ganske tilfreds med en god julejagt. Måske skal man tage en nytårsjagt også.

søndag den 8. december 2013

Overblik over samlingen

Det er ikke ligefrem det nemmeste i verden, når man går igang med at skabe et overblik over hvad man egentlig har fået samlet sammen. De sidste par måneder har været ganske givende på PC spil fronten, så nu besluttede jeg mig for at få lavet en oversigt over hvad jeg egentlig har af spil.

I samme ombæring har jeg også fået taget billeder af dem, så må jeg se hvornår jeg kan få lagt dem op på en smart måde sammen med listen af spil. Og så mangler der naturligvis alle de andre spil til de andre konsoller. Det er ikke ligefrem en opgave der er hurtig overstået, heldigvis.

Oveni at finde spil og konsoller, har jeg også fået fremskaffet mig lidt bøger. Deriblandt "Politikens Computer Årbog 1985" (lidt mystisk titel egentlig). Den bliver interessant at få læst nærmere i. Der er blandt andet en indkøbsguide, som nok er værd at kigge nærmere på i bagklogskabens lys. Men den bog minder mig så også om at jeg også skal have skabt et overblik over bøgerne.